Træningsmetoder

Gennem fysisk træning, teknisk træning, mentaltræning og diætistrådgivning stræber jeg efter at forbedre mig kontinuerligt og inspirere andre til at gøre det samme.

Velkommen ombord på min spændende rejse mod succes inden for fægtesporten!

Fysisk træning

Gribskov Elite- og Talentudviklings (GETU) mål er at opbygge et aktivt og dynamisk elitemiljø i Gribskov Kommune for alle idrætsudøvere og idrætsgrene, således at eliten forbliver i Gribskov Kommune.


Herigennem har jeg fået adgang til Helsinge Funktionel Styrke, som er et fitnesscenter, jeg er blevet superglad for at bruge. Her laver jeg de styrke- og konditionsøvelser, jeg har fået fra mine trænere.


Jeg starter altid med at varme op på motionscyklen, hvorefter jeg bruger en vifte af forskellige maskiner og redskaber.

Ofte bruger jeg et besøg på at træne et specifikt område, men sørger altid for, at jeg indenfor en kort periode får trænet hele kroppen.

Teknisk træning

Teknisk træning dækker blandt andet over benarbejde – hvis man er højrehåndet, skal højre ben være længst fremme. Benene skal hele tiden være i gang, da modstanderen kan score point på dem.


Teknisk træning er også at finde den rigtige opvarmning, spidskontrol – at have kontrol over hvor spidsen af kården havner, taktik – hvordan aflæser jeg min modstander og hvordan skal jeg bruge den oplysning.


I Taastrup Fægteklub er det Francesco og Michael, der giver mig lektioner med teknisk træning.


Nogle gange når jeg er til stævner i Danmark, er Francesco med, for at coache mig under kamp. Han er rigtig god til at give håndsignaler til, hvad jeg skal gøre mod min modstander.


I Gribskov Fægteklub er det Sune og Pål som står for den tekniske træning, de er i tæt kontakt med Taastrup Fægteklub, for at kunne arbejde videre med de ting, der er fokus på.

Mentaltræning

Jeg har indgået et samarbejde med Mentalcoach Michael Liliefrost. Samarbejdet er startet i GETU´s regi med et par samtaler over en periode. Michael og jeg har dog valgt at opjustere samarbejdet, da det hurtigt stod klart, at der var noget at hente.


Sammen har vi udviklet strategier for, hvordan jeg bedst håndterer stævner. Både når det går godt og når det ikke er fantastisk.


Han har også givet mig en meditation med bodyskan, som jeg udfører dagen før et stævne.


Det er også mental forberedelse, når jeg inden et stævne kontrollerer mit udstyr, pakker tasken og sikrer, at jeg har den rette mad og drikke med.

Diætistrådgivning

Hvad er den rigtige kost, hvor meget og hvornår skal der spises, når man dyrker elitesport? Samt hvor meget er det bedst, at jeg sover, når jeg samtidig er teenager? Det har sportsdiætist Martin Kreutzer hjulpet med at give svar på.


Jeg har fået kontakt til Martin Kreutzer igennem Gribskov Elite- og Talentudvikling (GETU), Han har både givet fælles foredrag sammen med de andre idrætsudøvere i GETU og deres forældre samt haft ene konsultationer med dem, der ønskede dette.


Hver dag til frokost får jeg en sandwich med groft brød, pesto og kyllingepålæg. Det er vigtigt, at jeg får fiskeolie hver dag enten gennem en dåse makrel i tomat á 125 g eller fiskeoliepiller.


På vej til træning spiser jeg en energi- eller myslibar og en banan. Efter træning vil noget kylling og pasta være bedst, men det bliver, desværre, ikke altid sådan.


Op til et stævne har jeg ingen appetit, hvilket Martin Kreutzer har fortalt til mor og far er normalt. Martin har foreslået, at der bliver lavet en pose med forskellige små snacks, så det er mere rart for mig at spise i ventetiden. Pisteposen – som mor kalder den – kan indeholde: bananchips, en frugtstang, småkager, saltstænger, juice, smoothie, gulerodsstave, æblebåde, nødder, rosiner og hvad mor ellers kan finde på af små lækre snacks.


Når stævnet er slut om eftermiddagen, spiser jeg den sandwich, jeg har fået med som frokost.


Der er også kommet styr på mine sengetider med hjælp fra Martin Kreutzer. Jeg skal være klar til at sove kl. 22.00 for at kunne stå op kl. 5.50. For som Martin har sagt: Søvn kan ikke indhentes.

Følg mig på de sociale medier