Velkommen til idafægterdk

Hej - jeg hedder Ida Rahbek Olsen. Velkommen til min side!

Jeg elsker fægtning og søger hele tiden nye udfordringer. Følg med her og få et indblik i min træning, mine stævner og min personlige udvikling som fægter.


Begyndelsen

Jeg startede med at fægte i sommeren 2020. Inden da havde jeg prøvet flere forskellige idrætsgrene, men der var ikke noget af det, der havde fanget min interesse.

Det gjorde fægtning.


Gribskov Fægteklub tog rigtig godt imod mig og lærte mig en masse gode ting på kort tid. De kunne se, at jeg havde talent og at jeg lyttede, når trænerne gav instruktioner.


Jeg tog hurtigt til mit første stævne, som jeg vandt. Vi var også kun to piger, der stillede op, der var jo Corona. Nogle måneder senere tog jeg til DM, da det blev afholdt i Birkerød.

Her var vi fem piger, der stillede op, individuelt og jeg stillede også op på hold.
Det var mine to første DM-guld, der blev sikret.

Træning

Jeg fægtetræner 2 gange om ugen i Taastrup Fægteklub og 1-2 gange om ugen i Gribskov Fægteklub.


Den fysiske træning består af løbeture i lokalområdet, træning i "Funktionel Fitness" i Helsinge Hallerne og morgentræning på gymnasiet i Hillerød.


Derudover har jeg sessioner med min mentalcoach, så jeg er klædt optimalt på til de turneringer jeg deltager i.

Konkurrence på højt niveau

Jeg er rigtig glad for at komme til stævner. Der har jeg mulighed for at teste mine evner af. De ting jeg har trænet, fysisk og fægteteknisk, kan jeg afprøve i kamp.


Det betyder, at jeg skal kunne klare stævneweekender fordelt med kampe hen over mange timer. Jeg skal være klar både mentalt og fysisk. Ofte foregår det hos konkurrerende klubber og da jeg bliver set som den bedste i min aldersklasse vil ALLE slå mig. Modstanderne og deres trænere har meget fokus på mig.


Til stævner i Danmark går jeg altid ind med det fokus, at jeg skal fægte op til mit bedste – og stå på podiet, når turneringen slutter.

Stævner i udlandet

For at se hvor langt mit talent rækker, tager jeg til mange stævner i udlandet, hvor forventningerne er anderledes.

Igen skal jeg fægte op til mit bedste, men presset er mere at alle dem, jeg møder, er rigtig gode. Her er der ingen kampe, der er vundet på forhånd.


Da jeg fægtede U13, U14 og U15, tog jeg til konkurrencer i Sverige, Polen, Schweiz og Bulgarien. Nogle af stævnerne talte med på den danske rangliste, andre stævner var jeg kun med til for at se mit niveau og for at lære.


Da sæsonen 2023-2024 startede var målet at få fægtet så meget U17 i udlandet som muligt. U17 er den første alderskategori med et officielt EM og VM. Jeg gik efter at kvalificere mig, men regnede ikke med det. Konkurrencen er benhård og jeg var en af de yngste ved alle de stævner, jeg deltog i.


Efter en række stævner i København, Sverige, Estland, Ungarn og Østrig fik jeg besked om, at jeg var udtaget til både EM og VM. Så mit læreår var gået rigtig godt.


EM i Italien og VM i Saudi-Arabien var naturligvis nogle store oplevelser, selvom jeg endte langt nede på resultattavlerne. Det skal ændres i 2025/26 sæsonen!

Jeg har brug for din støtte fremover - kontakt mig hvis du vil være sponsor


 
 
 
 
 

Følg mig på de sociale medier